Tag-arkiv: Gratin

God gratin – let at lave

Som titlen siger kommer basisopskriften fra God mad let at lave – min madbibel de sidste 32 år.

  • 100 g mel
  • 2½ dl mælk
  • 1½ dl grøntssagsvand/bouillon
  • 40 g smør/margarine
  • 5 æg
  • 700 g fyld – blomkål, ærter, gulerødder, skinke eller fisk – rester eller friskt
  • 3 spsk.rasp

Fremgangsmåde:
Varm fyldet op – kog det hvis det er frisk, mikro det hvis det er rester. Det er vigtigt at fyldet er varmt for at undgå at gratinen falder sammen.

Tænd ovnen og stil et højt fad med fedtstof i ovnen (husk meningen med gratin er at den hæver! Meget!).

Pisk mel og væske klumpfrit. Varm op under piskning til det bliver en ret tyk sauce. Tag gryden fra varmen.

Tag fadet ud af ovnen og smør kanterne ved at hælde fedtstoffet rundt. Hæld resten i gratinmassen. Kom rasp i fadet og fordel det på overfladen af fadet ved at hælde det rundt i kanten – det hjælper med at undgå fastbrændt gratin.

Del æggene i blommer og hvider. Rør blommerne i saucen lidt ad gangen. Krydr med salt, peber og muskat efter smag. Vend fyldet i. Pisk hviderne helt stive og bland halvdelen i til sidst. Fold den sidste halvdel forsigtigt i, uden at slå luften ud (det er ikke så vigtigt at det er godt blandet) – det kan evt. gøres i gratinfadet.

Hæld gratinmassen i fadet og sæt det i ovnen.

Bag gratinen på næstnederste rille i en 200°C varm ovn i ca. 1 time. Åben endelig ikke ovnen undervejs. Spis gratinen straks inden den falder sammen. Jeg synes tomatketchup passer godt til, og brød eller nye kartofler.

Spinat-ostegratin

500 g frossen helbladet spinat
40 g smør
2 1/2 spsk hvedemel
2 1/2 dl letmælk
4 æg
bordsalt
peber
reven muskatnød
200 g mozzarella 30+
Fremgangsmåde:
-Kom spinaten i en sigte og pres al vandet af den. Hak den groft med en kniv.
-Smelt smørret i en tykbundet gryde og pisk melet i. Lad det koge sammen og pisk så mælken i lidt ad gangen. Pisk hele tiden til det bliver en ret tyk sauce. Tag gryden fra varmen.
-Del æggene i blommer og hvider. Rør blommerne i saucen lidt ad gangen. Krydr med salt, peber og muskat efter smag. Vend spinaten og ca. halvdelen af osten godt i. Pisk hviderne helt stive og fold dem i til sidst.
-Smør et ovnfast fad og kom gratinmassen heri. Den må kun fylde fadet 3/4 op, da den hæver en del. Drys med ost.
-Bag gratinen på næstnederste rille i en 200°C varm ovn. Små forme bages 25-30 minutter og en stor ca. 45 minutter. Åben endelig ikke ovnen undervejs. Spis gratinen straks inden den falder sammen.